Erling Frederiksen går sine egne veje på tværs af mode og tider, han er en stædig mand. Han har valgt.
Midt i en tid, hvor de abstrakte, de konkrete osv. huserede, valgte han i sit helt afgørende udgangspunkt i en fornyet iagttagelse af naturen. Han er en iagttager, han ser, han bruger sine øjne og sin hjerne. Han vil skildre den såkaldte synlige virkelighed. Han har været Lærer i kunst næsten hele sit liv, og netop dette udgangspunkt, det, at han helt elementært har skullet forklare form for andre, og at han af natur er nysgerrig, har gjort, at han selv ustandselig har måttet tage ny stilling til det, han så. For Erling Frederiksen beskæftiger
sig i høj grad med at se. Dette med at iagttage har hos ham intet at gøre med at overføre eller fotografere synsindtryk.
Han er realist i bund og grund. Han elsker hverdagen, hans motivverden er enkel og traditionel. Erna som model til talrige skulpturer, buster af sine nærmeste, børnene, mandlige modeller, planter, frugter, dyr.
Denne motivverden har man dyrket i årtusinder, der er intet nyt i dette. Det er først når man begynder at betragte formen i disse skulpturer, at man vågner op. Disse skulpturer ligner ikke nogen form for naturalisme, som vi kender den i dansk billedhuggerkunst. Erling Frederiksen arbejder altid foran naturen.
Han bruger model, han ser, han opbygger, han korrigerer. Hver gang opdager han noget nyt. Han må ændre det, han så. For det at iagttage er ikke nogen entydig ting. Han træner overfor naturen, han øver sig, han har god tid, han tilhører en anden tid.
Han regner ikke med, at han kan omløbe, snigløbe naturen med et gigantisk genialsk hug. Nej der må mange iagttagelser, mange lag af oplevelser til, før han kan slutte, og det gør han nødig.
Hans realisme er ikke lyrisk fortællende, den er ikke litterær. Han bruger alle midler for at nå sit mål, dette at komme så tæt på naturen som overhovedet muligt. Han måler, han bruger loddesnor, han kontrollerer sig selv. Han undrer sig over formens mangfoldige muligheder.
Hans portrætter er ikke psykologiske men objektive, hvad formen angår. Hans skulpturopfattelse er klassisk betonet, og mange af hans tidlige skulpturer af planter, frøer, katte peger direkte tilbage mod Ægyptens kubiske formopfattelse.
Stenens 6 sider, som tydeligt fornemmes i det færdige arbejde. Den meget skarpe formulering af dybder og indhug. Øjenæblernes runding i forhold ti1 den masse, der omgiver dem. Den tydelige fornemmelse af at alting er kommet på plads i forhold til hinanden og til helheden. Det gælder også de enkelte led, den måde en hals møder kroppen, og hvordan halsen støder til kæberne og går op til ørerne. Hvordan en hånd kan bevæge de enkelte led på fingrene og lægge sig tøvende ind til kroppen. Erling Frederiksen tænker og forklarer formsammenstød som snit gennem formen, som en art stereometrisk tegning. Hans skulpturer er ikke Lineære men højde, bredde, så dybde.
Han beundrer Rodin og Despiau for deres evne til at bore sig langt ind i stoffet, at blive ved til den rene form træder frem nøgen og direkte. Kødelig, men ikke kød. Tanke givet form. Erling Frederiksen er ikke fransk. Han har ikke franskmændenes elegante rytmiske forløb. Han er jysk. Knortet, firkantet direkte elementær. Hans kunst er en lang dialog over emnet form.
Mens hans samtid af billedhuggere har travlt med at se i alle andre retninger for at forny skulpturen, er han stille og stædig blevet ved med at iagttage og beskrive naturen.
Bent Sørensen