At skrive om Erling Frederiksens kunst, er ikke så ligetil, for man skal langt omkring, idet han jo er både maler, billedhugger, grafiker og tegner.
Her drejer det sig om maleriet, og det gør det for så vidt ikke enklere. Det er dog typisk for Erling Frederiksens malerkunst, at det er den synlige virkelighed, der sætter gang i processen. Der gøres notater når man går, cykler, kører med tog eller bil, eller snakker med mennesker. Alt det iagttagne omsættes i et prægnant billedsprog, givende sig udtryk i en sjælden fordybelse i farvens og formens komplicerede problemer. At opbygge en billedmæssig virkelighed, er en helt anden proces end mange fejlagtigt tror i dag, det man ofte skelner skarpt imellem det 'nonfigurative’ og figurative maleri. Det er to sider af samme sag. Betydelig malerkunst indeholder altid de abstrakte elementer, der gør, at billedet melder sig til beskueren med aflæselig klarhed. Er der noget der et typisk for Erling Frederiksen, er det klarhed i udtrykket. Det kommer han ikke til gennem spontane udskejelser, men gennem et intenst seriøst arbejde og slid. Men der er glæde i sliddet. Farven og formen bliver ikke ladt i stikken, som i meget af vor tids kunst. Farven og formen gir hinanden. Den renhed i udtrykket, som her dyrkes, har rod i gammel kunst, men også i nyere. Her er ingen skelen til, de sidste nye kunstmagasiner.
Lyngby er centrum, som Thorshavn er centrum i Heinesens Fortabte spillemænd. Det jyske sindelag fornægter sig heller aldrig, der er sejhed i dialekten.
Det lagvise maleri som Erling Frederiksen står for, gir en malerisk tyngde, enten han arbejder med de små farvenotater, hvor farven er holdt i plane flader, såvel som i de billeder, hvor han lader penslen arbejde punktvis. Forskellig i udtrykket, men med det samme gemyt. En gul blir først gul, når de andre farver fortæller den det. Proportionerne der danner rytmerne, bliver ligefrem dyrket med en videnskabelig lidenskab, der er sjælden i dansk kunst. Han kommer hele vejen rundt, fra de fineste klange i valørerne tiI komplementærfarvens dominans. Disse egenskaber har adskillige generationer af kunstnere nydt godt af, igennem hans fremragende evner som lærer, og som professor på billedhuggerskolen i København og på Det Jyske Kunstakademi i Århus, hvor han underviste malere.
Processen i Erling Frederiksens billeder kan ofte være langvarige. Nye indfaldsvinkler, nye eksperimenter kendetegner denne kunstner. Nysgerrigheden er drivkraften i hans store produktion, en evig søgen efter nye muligheder. Her er aldrig tom effekt eller rutine. Man rives med af farvens renhed i en billedverden, der er beskeden i sit udtryk, men har en indre styrke, når man har lært at aflure hans kunst. Det kræver en indsats af beskueren, for man skal ikke forvente at blive opvartet af en elegantier, men af en mand der er en ener i dansk kunst og stadig står midt i kampen med farve og form. Hverdagen er hans styrke.
Johs. Carstensen